OZWEB

Brugervurdering: 0 / 5

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Risvej 7
Risvej 7 også kaldet ”Eventyrveien” udgår fra Hønefoss lidt nordvest for Oslo og slutter efter små 400 km  ved E16 nær Bergen. Vi vil følge ca. 3/4 af denne vej, inden vi køre længere nordpå af Rute 13. 

”Eventyrveien” er en rejse i det kontrastfyldte og smukke landskab, og kombinationen af fjelde, isbræer, fosser og fjorde giver en naturoplevelse i verdensklasse. Turen går via Hallingdal over fjeldovergange i smukt og mægtig fjordlandskab i Sogn og Hardanger.

Ser man lidt på hvilke seværdigheder man kan opleve langs Risvej 7, så er der så mange, at det ville blive svært at nå Nordcapp i år, hvis man skulle opleve eller besøge dem alle.  Da vi tidligere har camperet i Nesbyen, Gol og Geilo beslutter vi at køre forbi disse byer denne gang, og ellers primært gå efter de naturoplevelser der kom på vejen.

 

Rasteplads

Den første dag dukke det ene panorama op efter det andet. Desværre var der ikke mange muligheder eller plads til at holde ind til siden, på den forholsdvis smalle og bugtede vej, for at nyde udsigten eller om man vil, udsigterne.

Efter ca. to timers kørsel dukker der dog en lidt større rasteplads op på venstre side. Udsigten her over søen fejler ikke noget, men det er ikke helt den samme udsigt til snedækkede bjergtinder som åbenbarede sig tidligere på vejen.

 
 

NAF camping

Ind imellem blandede torden og kraftige regnbyger sig, og efter ca. 200 km kørte vi ind på en lille NAF Sataslåtten Camping. Ved første øjekast så det ud som om der var mange hytter på pladsen. Men ved nærme eftersyn stod der et fortelt inde i hytten og en campingvogn bag hytten. Nogle nyere hytter havde ikke et fortelt inde i hytten, men var indrettet til campingvogn på bagsiden, så hytten fungerede som fortelt.

Risvej 7 - 1

 

 

Efter aftensmaden kørte vi en tur i nærmeste omegn, og kom op på fjeldsiden over for campingpladsen og fik en fantastisk udsigt ned over campingpladsen, og dalen. Billedet her er fra ca. 600 meter over campingpladsen niveau. Vejret drillede lidt med nogle heftige byger undervejs, men der var næsten ikke en vind der rørte sig.

På toppen kom vi til en vejbom, hvor vi skulle betale50 nkr. for at fortstte, men på det grund af det sene tidspunk og regnvejeret valgte vi at vende om og kørte tibage til campingpadsen

 

 

Hardanger

Efter Ca. 60 km igennem den hovedsagelig skovklædte dal med udsigt til bjergtinder med sne, og forbi Geilo’s mange skibakker når vi trægrænsen og køre ind på Hardanger plateauet.

Hardanger er navnet på landskabet langs og omkring Hardangerfjorden i Hordaland. Området starter i Kvinnherad i vest og følger fjorden helt ind til Eidfjord i øst og sydover langs Sørfjorden.

”Hardangervidda” er Europas største højfjelds plateau, der ligger imellem 1100 og 1300 m o h. og udlagt som nationalpark, der byder på fredfyldt stilhed og dramatiske natur oplevelser. Der findes mange tegn på at der har været drevet jagt og fiskeri her siden stenalderen, og her lever Nord-europas største vilde rensdyrstamme på mere end 5.500 dyr.

Hardanger er kendt for dramatiske landskaber med fjeld, bræer, fosser og fjorde. Dette har tiltrukket både turister og kunstnere gennem mange år. Det er også et område, som giver gode muligheder for fritidsaktiviteter som brævandringer, snowboarding året rundt samt paragliding. Turister har derfor valfartet til ”Hardangervidda” i over hundrede år, og der er i dag et stort net af stier og turisthytter, hvor man mange steder kan opleve gamle kunst- og håndværkertraditioner.

Hardanger er også kendt for frugtdyrkning. Man mener britiske munke startede frugtdyrkning her allerede i 1300-tallet. I Hardanger dyrkes æbler, pærer, blommer og moreller. 40 % af norsk frugt kommer fra dette område.

Risvej 7 - 3

 

Ved søen Øteren´s nordøstlige del kommer der en rasteplads tæt på søbredden, hvor der findes mange hundrede små ”Varder”.

På informationstavlen ved rastepladsen, var der ingen forklaring på baggrunden for de mange små ”Varder” der var placeret på bredden af søen. 

Risvej 7 - 4

 

Samerplads

Lidt inde i nationalparken møder vi en samerbod, der er indrettet i en samer vinter bolig, det vil sige en simpel hytte bestående af at indvendigt træskelet af birketræ, der beklædes med birkebark og et tykt lag græstørv, til at isoler for vinterkulden.  På gulvet lagde man birkeris, med rensdyrskin over. Midt i hytten har der været et ildsted, til opvarmning og madlavning. 

Samerne bruger dog stort set ikke denne form for vinterboliger mere, da samerne i dag har bygget træhuse eller hytter, der kan give dem nogenlunde de samme bekvemligheder som andre befolknings grupper har glæde af i dag. I denne sammenhæng er Samerne i dag også langt mere mobile, takket være morderne teknologi, som betyder at Samerne ikke længere behøver at følge rensdyrflokkene så tæt som tidligere.

Risvej 7 - 5

 

Sysenvatnet

Efter ca. 25 km kommer vi til en af Norges største stendæmninger, Sysenvatnet der samler vand ind via flere elve som udgår fra Hardangerjøkulen, områdets stor is gletsjere. Søens højeste vandstand er 940 m. o .h. og laveste omkring 66 m lavere. Matrialet til dæmningen er dels hentet fra tunnelbyggeri, dels fra det nu oversvømmede område. Vandet bliver via tunneller ført til Sima kraftværket ved Eidfjord.

Risvej 7 - 6

 

Vørindsfossen.

Turen fortsætter og kort efter kommer vi til starten af Måbødalen. Her er det første vi møder et seværdighedsskilt til Vørindsfossen. Vejen vi følger, ender ved Fossli hotel, som forlanger 40 Nkr. for at køre ind på deres parkeringsplads. Da vi er ankommet sidst på dagen beslutter vi sportant at overnatte på stedet, som vi i øvrigt havde stort set for os selv. Ved fossli hotel er der lavet sikre stier på den nordøstlige side af fossen, hvorfra vandfaldet kan ses fra flere vinkler. Det er ingen spøg at komme uden for rækværket, da der er et lodret fald på mere end hundrede meter til bunden. Faktisk omkom en Belgisk turist, ved et frit fald på omkring et hundrede meter, på stedet nogle få uger før vi var der.
     

Risvej 7 - 7

 

Vøringfossen er det mest berømte vandfald i Norge med et frit fald på 145 m og et totalt fald på 182 m. Det må bemærkes at vandløbet er reguleret, men der er krav fra den Norske naturstyrelse om et vist antal kubikmeter vand i turistsæsonen. Er man til vandreture kan den gamle vej i Måbødalen benyttes, den er nu omdannet til fodsti og cykelvej. Denne berømte vej er et unikt stykke ingeniørarbejde i smukke omgivelser. "Troll-toget" kører i sommersæsonen. Noget af det man kan opleve på denne vej er en gammel stenbro fra ca. 1910 med to hvælvinger over elven.  På den anden side af elven, lå en lille muserumsgård, der havde været beboet indtil midten af 60 erne.

Risvej 7 - 7

 

Eidfjord 

Næste formiddag fortsætter vi til Eidfjord ved Hardangerfjorden. Det er en meget flot tur med solskin det meste af vejen. Byen viser sig nok fra den flotteste side, med et utroligt panorama ud over Hardangerfjorden. Efter et besøg på turistkontoret beslutter vi at køre til Kensarvik, selv om det er knap 20 km uden for Risvej 7. Her skulle der være et meget flot vandfald, Nykkjesøyfossen der faktisk skulle bestå af 4 fald.

 

 

Nykkjesøyfossen

Om eftermiddagen kørte vi de ca. 3 km ud til foden af Nykkjesøyfossen. Desværre småregnede det men vi havde besluttet at vi skulle med færgen over Hardangerfjorden i morgen.

Vi startede ved kraftstationen og fulgte en rørledning et stykke op af bjerget og fossen, men et stykke oppe blev terrænet for vanskeligt at gå i, så vi valgte at gå ud på en lille bjergvej der snoede sig i nogle hårnålesving op i fjeldet, til den første opdæmning, hvorfra kraftværket nedenfor fik sit vand i en rørledning.

Herfra fulgte vi en sti mærket med et noget udvisket rødt T. Det første stykke gik meget godt og der dukkede noget op der mindede om et T. Dette skulle betyde at vi var på rette vej. Men efter en halv times vandring var vi pludselig i tvivl om vi overhovedet var på den rette sti. Terrænet blev vanskeligt at færdes i, og det var svært at se hvor stien egentlig gik.

Risvej 7 - 8

 


Da det forsat småregnede besluttede vi at gå samme vej tilbage, for at se om vi havde overset et rødt T på vejen, for der havde været et par steder hvor stien måske delte sig. Vi fandt dog ikke nogen tegn på at vi skulle være gået en anden vej, eller overset en ændret retnig på stien.

Da regnen tog til, vendte vi tilbage til bilen, og kørte tilbage til campingvognen i Kensarvik. Vi måtte nøjes med de 2 nederste fald, men de var bestem også turen værd, selv om det regnede.